plopdrup (plopdrup)

Hun har et smil, at det forekommer mig, minder mig om barndomserindringer, hvor alt var så frisk, som den klare blå himmel. Nu og da, når jeg ser hendes ansigt, hun tager mig væk til, at særligt sted, og hvis jeg havde stirrer for længe, ville jeg nok bryde sammen og græde.